OM BANDEN OG SVÆRGEN.
IAGTTAGELSER OM EDERNES SPROGLÆRE
AF
OTTO JESPERSEN.
Feilbergs ordbog er som bekendt en grumme fornöjelig bog, hvoraf man kan lære mange mærkelige ting på de mest forskellige områder. Også den der vil studere, hvordan folk bærer sig ad med at bande og sværge, eller hvad overtro der knytter sig til eder, vil kunne høste rig belæring af denne forunderlig mangfoldige bog; han behover blot at slå op under ordet „ed“ og gå alle de artikler igennem, hvortil der her mod slutningen henvises, og han vil da ha fået et interessant kursus i en side af vort folks sprogbehandling, som han intet andet sted vil kunne få således samlet og tilrettelagt. Og alle disse eder er nok et studium værd, selvom mange måske vil regne dette æmne med blandt de löjerlige snurrepiberier, som kun folk med altfor rigelig fritid kan tænkes at gi sig af med.
Den sprogforsker der vil vide noget om forholdet mellem bevidst og ubevidst omdannelse i sprogenes udvikling, vil finde meget materiale i ederne med de mange omdannelser af guds, satans og djævelens navne, der tilsyneladende trodser alle regler; den folklorist der ønsker at trænge ind i læren om navneovertro og navnetabu, kan ikke gå ederne forbi — men det er ikke disse sider jeg her vil fordybe mig i: meget dærom findes allerede i en gammel fortræffelig afhandling af Kristoffer Nyrop om „Navnets magt“; også i „Ordenes liv“ kommer han ind på sligt, og jeg vil ikke gå min gode ven i bedene. Jeg vil her væsent-
Festskrift til H. F. Feilberg.
3
