84
da Isen smelter, driver de døde Kroppe paa Land og røber, hvilken Rigdom, man har haft.
Jeg har f. Ex. blandt andre Damme en lille Pyt, en gammel Tørvegrav, hvori jeg nok vidste, at der var Fisk (jeg har af og til taget en Gjedde der), og jeg undlod at vække, fordi jeg troede, at der kom tilstrækkelig luftmættet Vand gjennem de Drainerør, der munder ud i den. Men hvor skulde der komme Vand fra i Rørene? Isen er nu smeltet og der er skyllet over 20 store, fede, bredryggede døde Karper paa 10, 12, 14 Pund Stykket paa Land. De har paa ingen Maade staaet tilbage for dem i Fontainebleau, som hver Dag bliver ringede sammen med en Madklokke for at fodres og som er saa gamle, at der gror Mos paa Hovederne af dem.
Der er en, som Agnes Sorel skal have sat en Guldring i Næsen paa, og det var nok hende, der begyndte paa at dressere Karperne, hvilket lykkedes — lige saa fuldt som med hendes kongelige Elsker, der — som Valdemar med Gurre og Tovelille — gjærne havde skænket Vorherre Himmerige, naar han blot maatte beholde Fontainebleau og Agnes — — og Ungdommen, bien entendu.
Det maa være en gammel Kavalér, den Karpe, en 4—500 Aar, om jeg husker min Historie ret, hvis den lever endnu; men det er tvivlsomt; thi siden jeg saae disse historiske Fisk, har det været en drøj Tid for dem: Preusserne aad væk paa dem — og hvad forstaar preussiske
