56
ikke givet, at den straks vil forlade sig paa Vingerne. Har den været saa uforsigtig og ligegyldig at lade Jægeren komme ubemærket tæt ind paa Livet, og er Pladsen nogenlunde aaben, foretrækker den at løbe. Saa er det, at man skal have en paalidelig Hund, der uden Fejlgreb, uden Støj følger paa Foden, ikke braser paa, ikke taber Afstanden; saa skal man have rappe Ben og skarpe Øjne, der er om sig som et Spejl; man har næppe Tid til at blinke, thi man maa uafbrudt sluge Landskabet forude og til Siderne; staar Fuglen op — og den kan godt have slaaet en Bugt i Løbet — faar man højst et Kasteskud mellem et Par Buske; man maa ikke — end ikke blot et Nu — tabe Hunden af Sigte, af den skjønner man Fuglens Bevægelser, og man skal se sig for, hvor man skal frem, hvor man kan træde uden at snuble, hvilken Sten, der ligger fast og hvilken, der ruller, hvilken Tue, der bærer, hvor Hængedyndet vil briste, hvor Gjærdet er lavest, hvilken Gren, der brækker, hvilket Træ, der skjuler, hvor Grøften ikke er bredere, end at man kan springe over den.
Og Højlandsluften er ren og klar og Himlen er blaa og Solen varmer.
Og der er intet Sted, hvor Kjærligheden lurer og spirer og fænger og groer og brænder og vokser og trives som i Sommervarmen ved Bredden af en stille Indsø mellem mennesketomme Lyngbakker.
Det er Atavisme.
