55
Munden sammenkneben, Halen stift bagud, Poterne løftede ved hvert Skridt og satte med yderste Varsomhed til Jorden; eller den staar, bomstille, som livløs. Saa er den sikker i sin Sag: der er Vildt, og saa kan den Jæger, der kjender sin Hund, som oftest se paa den: enten den løfter et Ben, eller den sænker Kroppen, eller paa utallige Smaating, hvad den staar for, om det er et Kuld, eller en Sneppe, eller en gammel Kok. Hver Hund har sin Manér. Saalænge Fuglen trykker sig, staar Hunden urokkeligt, ofte i de mest besynderlige, forvredne Stillinger. Er den kommen strygende ned for Vinden, tæt forbi Fuglen, og har pludseligt lugtet denne paa nært Hold ved at dreje Hovedet, saa hænder det, at den standser lynslagen, som en Clodoche, og staar i en hel Bue; ja, engang, da min Hund søgte i Galop hen over en Mose og sprang over en Grøft, tog den Færten, idet den var i Luften, det gav et Sæt i den, den var stiv, inden den naaede Jorden, faldt ned, som om den var udstoppet, krummet fra Snuden til Halespidsen, Næsen op i Vinden mod en lille Gran, under hvis skjærmende Skygge en gammel Urkok havde søgt Skjul til Middagsro.
Et Kuld Urhøns eller Tiurer staar ikke som Agerhøns op samlet, men en for en, ofte kan man faa Tid til at lade paany, og de flyver ikke længere bort, end at man atter kan søge dem. Men en gammel Kok ser man kun én Gang. Naar den først tager til Vingerne, sejler den afsted, højt oppe over Trætoppene, som en Ørn. Men det er slet
