47
det er Bajonnetternes Glimt før Slaget. Bajonnetten har som Diamanten sine beaux jours; der er Sjæl i dem begge to. Derfor foragter Diamanten Imitation. Haardheden, Bruddet, Glansen kan efterlignes, Lunet ikke skænkes; thi hvor faar man Sjælen fra? En Brillant, sleben à jour, kan tage sig straalende ud i Juvelerens Butiksvindue, eller naar han drejer den i Fingrene mellem to Vokslys, men den spiller først paa et sort Fløjlsbaand om en yppig Skjønheds hvide Hals i en oplyst Salon. Hemmeligheden ligger deri, at det ikke er Diamanten, der laaner Kvinden Glans, det er omvendt; og derfor burde de gamle Damer forære deres falmede Sten til deres voksne Døttre, thi det er ikke das ewig Weibliche, der lokker Diamantens Smil frem og tænder Ild i dens Indre, det er det unge Blod, der daarer baade den og Bajonnetten og faar dem til at skyde Gnister. Eller er der maaske Nogen, der tror, at en Bajonnet kaster samme Blink paa Fælleden som paa Slagmarken? Hist kan den funkle, her lyner den. —
Saaledes var det, saaledes som her. Fjenden anede ikke vor Nærværelse og rykkede sorgløst frem, en sort Stribe paa mørk Grund, som Aaen dernede. Vi holdt os stille som Mus, tavse, spændte, skjulte, og rettede Kanonerne paa den snigende Masse. Saa blæste vi et Par Ildsøjler, tykke som Arme, ud i Mørket med vældigt Drøn. Det rystede Nattens Stilhed og ruskede i dens tavse Fornemhed; Lydbølgerne rullede med Brag og Bulder, ustandseligt som rappe Budbringere: at der var Ufred i Landet, hen over
