28
rende Kunstfisk eller en Frø paa Krogen gjennem Vandet ved Kast fra Bredden, og naar man har det rette Haandelag, kan Gjedden ikke modstaa og hugger. Saa spræller den naturligvis det bedste, den formaar, og maa have lidt Line; men den løber mest og tosser, der er ikke den Kraft, de Spring, de Ryk, det Slag i den som i en Ørred, snart hiiver den mat, dvask, vender den hvide Bug op, gjør endnu nogle kraftesløse Volter og lader sig med Lethed trække til Land.
Fangsten af Gjedden kræver ikke den Anspændelse og Paapassenhed som af Ørreden, og Udbyttet er heller ikke saa lokkende. Tørre er de begge to (det er i Grunden kun de Ferskvands-Fisk, der har Kjødet paa Ribberne, Suderen og Karpen, der er rigtigt lækre), men Gjedden, selv om den spækkes med Flæskesvær, staar med sine farlige elastiske, gaffelformede Ben dog tilbage for den rødkjødede Ørred, baade i Udseende og i Smag og egner sig egenligt kun til Fiskebudding. Det er ikke for Ingenting, at Kokken byder: „Fisken skal svømme“. En kogt Gjedde, som ikke bliver vandet jævnligt af Mosels gule Vin, er der ikke stor mere Fornøjelse ved at sætte Tand i, end ved at hale den halvdød op fra en døgngammel Snøre.
Frisk maa Fisken være, hvis den skal smage.
Der skal gives Lande — men jeg tilstaaer, det er ikke dem, jeg har været i — hvor man er saa civiliseret, at Fisken staaer levende i Glasbeholder i Spisestuen og først bæres ud for at koges efter at man er gaaet tilbords. En
