23
ænser den lille sorte Baad, der hurtigt nærmer sig gjennem Vandet, at Øret for kælne Ord ikke har Plads til de takt faste Stød fra Maskinen („Leonidas“ kan jeg huske en saadan lille Provinsbaad hed, og Stemplet slog uafbrudt: Le—o—ni—das, Le—o—ni—das), der som Klapperslangens Raslen melder om Faren. Men Gasen nejer og krummer Hals og drejer sig og snadrer og gjør sig saa smuk som muligt; og Gaasen er i én Henrykkelse, men lader som Ingenting; og Baaden nærmer sig.
Det er den gamle Historie — und sie bleibt doch immer neu.
Naar en stor Flok letter, men 3 eller 4 Par magende bliver tilbage, saa passer Jægerne paa, spænder Bøsserne, fordeler Vildtet mellem sig — og saa har den daarende Elskov endnu engang vundet en blodig Sejr.
Man maa tage Vind og Vejr iagt, det er ingen let Sag at skyde fra et vippende Dæk efter et gyngende Maal, og denne Jagt kræver som al anden Jagt Snarraadighed, Omtanke og Anstrængelse for at give Udbytte; men den bliver let sløvende, man spærres inde i en lille kvalm Kabys, man steges paa den ene Side og fryser paa den anden, man maa leve af tør Kost og en Dampskibsbøf, som man endnu smager næste Dag, og selv om man, naar man om Aftenen lægger sig, er veltilfreds med Dagen tilbragt i en 3—4 gode Venners Selskab, med sig selv som Jæger og med Udbyttet, saa hviler man dog ikke, som naar man har jaget en Dag over Lyngheden eller gjennem Krattet, Sjæl
