11
Skud — hvis man da har noget Valg, hvad man f. Ex. ikke har paa en Brandlinje. Men alt det er der ikke Tale om paa en Fasanjagt. Det er en given Sag, hvor Fasanerne er og hvor de — eller ialfald de fleste af dem — vil staa op, gjærne et kratbevoxet Hjørne af den Skov, der skal afklappes, og om det Hjørne bliver saa alle Honoratiores: Lehnsgrever, Kammerherrer, Ministre og Amtmænd, Børsbaroner og Familjen posterede (derfor altfor tæt ved hverandre), medens Jægermestre og Knaldproprietærer faar Pladser ud til Siderne og bagud, hvorved de rigtignok ikke faar ret mange Skud, men de, de faar, er til Gjengjæld fri og Fuglen i Fart.
Saa gaar Klapperne, tæt sammen, langsomt, Fod for Fod fremad, og Fasanerne løber foran, og Jagtbetjente raaber og skriger sig hæse og styrter fra den ene Ende af Klapperlinjen til den anden.
„Brug Klaptræerne, Drenge! Hold Linjen, for Satan! Gaa godt igjennem det Tykke og brug Kæppene.“
Et Par Spaniels vimser omkring og rejser af og til en Fasan. Saa er der et Skrig paa hele Linjen — og saadan en forfløjen Fugl kan gjærne flyve lige i Armene paa en Forpagter; men Hovedmassen drives, løbende foran Linjen, hen imod Excellenserne. Snart er Klapperlinjen naaet til knap et lille Bøsseskud fra Skytterne og gjør saa Holdt. Nu skal Slaget staa! Fasanerne titter frem paa Gjærder og Stubbe, Skytterne staar i Færdig-Stilling med
