155
der har et samlet Areal, hvorpaa hviler 200 Tønder Hartkorn, i og for sig en besynderlig Bestemmelse, fordi Arealets Størrelse, som dog formentlig burde være det Afgjørende, bliver saare forskjellig, enten Jorden er god eller mager.
Selskabet, Herrer og Damer mellem hverandre, rider i en lang Linje i Skridtgang over en Stub- eller Græsmark; en Jagtbetjent gaar bagved med en 4—6 koblede Mynder; han slipper et Par, de farer hen i Rytterlinjen og følger med den, spejdende, Hovedet højt; Øjnene paa Stilke. En Hønsehund eller en Foxterrier kan faa Lov til at vimse omkring og snuse i Totter og Grøftekanter, thi Mynderne letter ikke Vildtet, de bruger blot Øjnene og Benene. Næsen — Hundens fineste Organ — er ødelagt ved andre Sansers Udvikling. Haren kan forstikke sig paa den flade Mark, Rytterne kan passere lige forbi den, uden at den rører sig, men i samme Nu, som den springer op fra sit Leje, krummes Myndernes Ryg som en Bue, der spændes, og strækkes som en Staalfjer, der slappes, afsted gaar det i voldsomme Spring, Hestene slaar af sig selv an i Carrière, lægger sig paa Biddet og pruster, Rytterne samler dem op, støtter dem, Hunde- og Jægerlinje trækker sig ind mod et eneste Punkt: den flygtende Hare, der dog endnu ikke har fattet Faren; den hopper ganske smaat afsted og lader uforsigtigt Forfølgerne nærme sig. Men med Et gaar det op for den, at det er galt fat: de rasende Hundes Kæmpe-Spring , de ustyrlige Hestes Fnysen, Jægernes uhyggelige Tavshed, Altsammen vendt mod den: det er Livet, det
