128
atter, lavt fløj den, frem og tilbage, snappede en Flue, gjorde et lille Kast i Luften, kyssede Vandskorpen, tog sig i Flugten et forfriskende Bad i de krusede Bølger — kun en Berøring — og rystede i samme Øjeblik Draaberne af sig med en munter Velkomsthilsen. Det var Rødsvalen, den, Du dér saa, med kløftet Hale, kløftet som Glentens. Den kommer først af Svalerne, kvidrer muntert, fornøjeligt, let og kvikt, den sidder paa aabentstaaende Verandadøre og sladdrer, den er Husfugl, holder til hos Menneskene, den kunde ikke leve uden dem, ialfald ikke hertillands, thi Reden, som klines op ad Væg og Mur, skal have Ly for oven, og derfor er Rødsvalen — eller Forstuesvalen, som den ogsaa kaldes — ikke til at holde ude fra Loft og Gang, den er paatrængende, svipper ind ad Lem og Luge, man maatte dræbe den — — dræbe en Svale!
Kort efter kommer Bysvalen, den holder ogsaa til ved Husene, men udendørs, Reden er lukket, og Digesvalen, en sød lille askegraa Fyr, der boer i Skrænter og Sandgrave. Og endelig Mursvalen, kulsort, næsten kun Vinge, dristig, vild, utrættelig som Flyver, den holder ud med Dagslyset, skærer gjennem Luften, gjør kun engang imellem et Par raske, hurtige Slag, kaster sig hovedkuls, tumler, drejer, stiger, saa at man næppe kan skimte den, slaar som en Drage, Vinden fanger, næsten lige ned til Jorden, snurrer, suser, vrider om Hjørnerne, jager, den ene efter den anden, og hviner dertil. Der er ingen Fugl. der tilnærmelsesvis har den Hastighed, det Mod og Sikkerhed
