119
stærkt, at man tidt maa sparke dem op; i Roer løber de som smaa Strudse; i Skov farer de omkring som Snepper. Man maa kjende Vej og Sti, Mark og Krat, Bakke og Dal, Bro og Stente — og hvor skulde jeg vel kjende det, naar ikke i mit Barndomshjem? Jeg er Ven med Grøfterne, jeg har siddet paa alle Stenene, jeg er Dus med hver en sølverskægget Pil, som spejler sig i Vandet, og nikker til den. Men det hænder, at en og anden Sten er gaaet paa Landevejen, et Træ i Kakkelovnen, at Vandet er løbet af Mosen, at Rør og Porse og Gyvel har maattet vige, give Plads for Byg og Kløver. Saa søger jeg ned i Klitten — den er evig. Havet er lige saa blaat og gyngende, og Sandet lige saa hvidt og smuldrende, og Marehalmen lige saa stiv og stikkende, som i gamle Dage.
Naar man sidder der op ad Klitten, blødere end i nogen Sofa, thi Sandet jævner sig efter En, i Læ, med Marehalm og Vand og Sand og Himmel omkring, med den hvislende Lyd af Straaene, som Vinden gnider mod hverandre, og lytter til Havets Skvulp, kunde man tro sig langt borte, en Robinson paa en øde Ø, og et Pust griber En af den vidunderligt velgjørende Ro, som man føler, naar man er mange Mile, mange Døgn fra det nærmeste Menneske. Den, der har prøvet det, længes derefter, og Mangen, der ikke har prøvet det — og kun Faa kjender det af Erfaring — higer derimod, bort mod det endeløse Havs eller den jomfruelige Skovs bedaarende Fred.
I Urskoven er der Fred.
