115
Man maa spise voldsomt, naar man skal holde Kræfterne oppe paa en Urfuglejagt, der i en Uge drives ud over alle Grænser for Maadehold. Frokosten, et Pust paa Jagten, er tarvelig: Smørrebrød og som Gaffelbid (det er Norsk) kold Urfugl med Lysholmer-Akvavit og Frydenlund-Øl til; men Middagen, som man først naaer Kl. 7—8 om Aftenen, er rigeligere: en halv Alen Aal, en Urfugl, et kvart Lam (til sig og Hundene) og en Flaske Rødvin som Grundlag pr. Mand; og man tager dygtigt til sig; dog maa man passe ikke at overlæsses, thi man skal tidligt afsted næste Morgen og være in condition.
Det er ikke som paa vore Klapjagter, der er rene Spisegilder. Tidligere var det ogsaa Drikkegilder, men det er heldigvis gaaet af Mode, og skulde nu en brav Jæger faa et lille Pip ved Middagen, døer han ikke i Synden. Det skal Damerne nok sørge for.
Det var efter Bordet en Dag, da Klapjagten var sat i Forbindelse med Bal, at en af mine Venner, som har le vin communicatif, gik omkring og vaasede.
„Frøken,“ sagde han til en nedringet Skjønhed med Smilehuller i Overarmene, „De har de allersødeste Arme. Tænk! hvem der maatte trykke et Kys paa dem.“
„Kys De Deres egne,“ svarede hun, „De kan dog ikke smage Forskjel.“ — —
Nu er det nok bedst at vende Næsen hjemad, inden Alting: Hunde, Klæder, Fødder, Patroner, Humør er slidt op, og, som det hedder:
