114
er det, man kravler og kryber for at komme en smælfed And, der sidder paa Havstokken, paa Skud, hvorimod man ikke gider rørt sig for en trannet Skallesluger, der dog fordrer samme Anstrængelse. Blandt Havfuglene er det let at skjælne de gode fra de daarlige (lettere end at skjælne spiselige og uspiselige Svampe): de brednæbede er godt Kjøkkenvildt, de spidsnæbede duer ikke.
Men naar man kun bringer gode Madvarer med hjem, skulde man synes, der maatte være Anvendelse derfor; og det er der da som Regel ogsaa: man fælder ikke urimelige Masser i vore Lande og jager ikke i saadanne Udørkener, at der fattes Munde eller Forsendelsesmidler. Dog kan f. Ex. Urfuglejagten tabe i Tiltrækning, fordi man ikke véd, hvad man skal gjøre med det Fældede. Vore Bønder spiser ikke Vildt eller bryder sig i alt Fald ikke derom, og i en varm Sommer — ikke som iaar — kan Fuglevildt ikke taale Forsendelse, ja det hænder, at hvis man paa en brændende Dag pakker unge, løse, lidt haardt skudte Fugle sammen i Tasken, kan de underste være angrebne inden Aften.
Jægerne selv er udmærkede Kunder; og heldigvis steges Vildt ordenligt her i Norden. I det Kapitel — og det er maaske paa Kogekunstens Omraade det eneste — staar vi højt over Franskmændene, der lader Vildtet ligge og trække i Æddike og anden Edder og saa braser det kulsort. Det er Grunden til, at de kan faa Katte serverede som Harer; de kan ikke smage Forskjel. Det er dog saa simpelt at lade alle Kunster fare.
