111
Tanken, tving Tanken ind i Ordene, lyt, om det klinger — og hvorledes — — om Ordenes Klang staar i Samlyd til Tanken; og vil Du ikke sende Brevet afsted, saa tænd Din Cigar ved det.
Drøm! — drømme kan Du da.
Mere Lys — det er Tingen. Og her mod Nord er der mere Lys; vi har en Time længere Aften og en Time før Morgen.
Der løber et Næs, en Tunge ud i Havet. Ude paa Pynten ligger et Hus, et Træhus, rødmalet, paa en Sten, lavt, bart, nøgent, som et Korthus paa et Bord, man skulde tro, den kaade Vind pustede det en skjøn Dag ud i Vandet; men det har fastere Fodfæste, end det ser ud til, og Stormens Magt knækkes udenfor. Øer og Skær og Revler beskytter Kysten, Bølgerne brydes, de sprøjter og spytter det fraadende Skum som af et Overflødighedshorn over Stenene, skvulper og slider i det Dag ud, Dag ind, Aar ud, Aar ind, men Norges Sten er haard (og gammel), der skal Aartusinder til for at slibe de skarpe Kanter runde — og saa kommer først egentligt Modstanden. Indenskærs er der smult og stille.
Derude boer jeg.
Manden er Fiskerbonde; han fisker, naar der er Noget, og forresten driver han Skovhugst og Agerbrug og Kvægavl. Han er firskaaren, mørk og tyndskægget; der er vistnok Finneblod i ham. Konen derimod er ravnorsk. Følgelig er Datteren Blanding: granvoksen, bredbrystet, lyshaaret;
