106
sendte derfor hvert Qvarter i Nattens Løb den ene Matros efter den anden ned for at trække i ham og varsko: Styrmand, Styrmand!“
Den friske Vind havde blæst Taagen bort fra Bankerne — Newfoundlands-Bankerne —, Luften var fremdeles ren og klar, Farten var god, og hvis den Vind stod, ja f. Ex. til vi lagde ind ad Toldbod-Bomløbet, vilde vi gjøre en hurtig Rejse.
Høj Sø, tørt Dæk; Land havde vi tabt af Syne, en enkelt And mindede om dets Nærhed, og Maagerne, som gjør Farten med over Atlanterhavet, fløj i Kølvandet, næsvist lige ind over Dækket, man kunde slaa dem med en Pisk, de spejdede, drejede Hovedet, rørte næsten ikke Vingerne og fulgte dog med, indtil der blev lænset Noget ud fra Kjøkkenet, saa kastede de sig glubende over det, skreg og sloges. Derved kom Flokken lidt bagud. Men naar de havde taget, hvad der var, vandt de snart op igjen, alle sammen: Stormmaager og Havmaager og Torskemaager; de smaa hvide med de spidse, skarpt brudte Vinger, de tindrende Øjne og de sorte Pletter paa Kinderne, holdt sig tæt om Flagstangen, de store graa med de runde Vinger, der næsten giver dem Udseende som et Kors, sejlede hen langs Havets Overflade, et Haarsbred fra Vandskorpen, ned i Bølgedalen og op igjen.
Der var en af Passagererne, der hentede en Bøsse, ladede den og lavede sig til at skyde en Maage.
„Lad dem være,“ brummede en gammel Sømand, der gik forbi. „Det bringer Uheld."
