Side:Jagtbreve.pdf/111

Denne side er blevet korrekturlæst

101

være uoverkommeligt for Andres, f. Ex. større Indhegning eller Fasaneri. Men til et Vildanderi, saaledes som Grev Frijs har anlagt det ved Søbygaard, hvor der nu er Hundreder af Ænder, hører ikke andre Lokaliteter, end der findes ved en Masse Gaarde her i Landet, der hører saa godt som ingen Udgift til — der hører egentlig kun lidt Venlighed og Pasning til.

Man indhegner et Stykke Jord om eller ved en Dam og indenfor Indhegningen sætter man nogle stækkede Vildænder, som man kan kjøbe eller lade udruge. Disse fodrer man til bestemte Tider, og de vil trække vilde Ænder til sig. Naar man vil lade være at løbe efter Bøssen, hver Gang man ser en And, vil de vilde snart blive halvtamme og komme til Fodertiderne. Om Vinteren maa man slaa Hul paa Isen, hvis den skulde fryse til, men forresten kan en Flok Ænder længe holde en Vaage aaben.

Om Foraaret, naar der kommer Grøde i Alting, ogsaa i Andehjærter, fordeler Ænderne sig Par om Par — den vilde And er monogam, det er først under Menneskets vej­ ledende Opdragelse, at den bliver polygam — det gaar dem, som det gaar Alle, der lever for og i Kjærligheden: de søger Ensomhed, eller vel rettere: de søger Tosomhed, hvad der i Grunden er det stik Modsatte, det gaar dem, som der staar i Visen:


Quand les canards s'en vont à deux,
C'est qu'ils ont à causer entre eux,