92
føler Sympati og Antipati, nærer Forhaabninger, er for og imod, mærker Hjærtet banke, selv Den, der ingen Part har i Udfaldet.
Det er Spændingen.
Men Ogsaavideret?
Ja, det er alle de hemmelige Traade.
Størsteparten af den Masse Mennesker er ikke komne for Løbene eller Parréerne, ikke for at se og sees, ikke for Publikums Skyld, men for en Enkelts. Hver for Sin. Og dog er Enhvers Opgave at tiltrække sig Mængdens Opmærksomhed, helst dens Beundring. For den Ene. Et Blik, et Smil, et Ord, sagt lige saa løst som alle de andre, det er Dagens — maaske mange Dages — Udbytte. Se paa Damerne, se paa Toiletterne, om det ikke er rigtigt, se paa Rytterne.
Naar Rytteren — ikke Jockeyen — farer forbi Tribunen, søger han blandt de svejende Hatte og viftende Tørklæder et lille smilende Nik, og imellem Hylene og Hurraerne hører han et Par smaa behandskede Hænders Klap. Han har Brug for Mængdens Hyldest — til den Ene.
Det er som Forfatteren. Han bejler til Offentligheden, han bryder sin Hjærne; den trygler for den store Hob — og han skriver kun for en eneste Læser, der er Læserinde.
Det var engang i Paris, at en Diva, jeg kjendte, en Stjerne, der netop stod i Zenith, sang Zerlina. Bedaarende. At der ud af denne lille Strube kunde strømme saa vidunderlige Toner, saa indsmigrende, saa rene, saa høje, saa
