«Jamen det gjør A jo! Ka' do it forstaa, te A mo si mæ fuer, for her laver de jo po ingenting Ant end aa leg mæ ö og fo mæ undlyvet. Snak it te mæ og la mæ go, om do it vil ha e Hjæl a mæ.»[1]
«Lyv intet, Søren, jeg ser vel hvorhen du stiler, men jeg ønsker aldrig en ond Time over dig for det, for jeg er jo intet din Ungdomslige, og du har altid havt Sind til Ane, men du har Synd af at lade mig se paa det, det er intet vel betænkt. Du skal aldrig tro, jeg vil tigge mig dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig det vilde stæde dig og hvad Ryk og Slid og Haardhed der skulde til, om vi skulde blive et Par for os selv, og det var da ogsaa knap at ønske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan lade det være.»
«Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller møj, den Buentøs[2] hun er, A holder a Ingen i Verden foruden som dæ, la' dem saa kald' dæ gammel og und og hvad Dævlen di vil.»
«Jeg tror dig intet, Søren, saa gjærne jeg vilde. »
«Trover do mæ it?»
«Nej, Søren, nej; jeg vilde kuns ønske at det var min Grav her, hvor jeg staar og jeg kunde lukke Lugen og sætte mig ned og sove hen i Mørket.»
«Du skal nok kom' te og trov mæ.»
