ind ad Porten med en tom Rejsevogn, i hvilken han havde kjørt Palle Dyre til Viborg.
Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at spænde fra, fik Vognen trukket ind og Hestene paa Stald, og spankede saa en Stund omkring med Hænderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke og med Blikket heftet paa sine store Støvler. Pludselig drejede han rundt og gik hen mod Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm, rynkende Panden og bidende sig i Læben, som en Mand, der tvinger sig selv til en ubehagelig, men uundgaaelig Afgjørelse. Han havde ogsaa bandt paa, det skulde have Ende, ligefra Viborg og til Foulum, og han havde holdt sig ved Mod ved en lille Flaske, som Husbonden havde glemt i Vognen.
Han tog sin Hat i Haanden, da han kom ned i Bryggerset, men sagde Ingenting og stod og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af Bryggekarret.
Marie spurgte, om Søren havde Bud til hende fra hendes Mand.
Nej.
Om Søren vilde smage paa hendes Bryg eller han vilde have et Stykke Stenhonning?
Jo tak, — nej, ellers Tak, det var ikke det, han var kommen om.
Marie blev rød og følte sig hel beklemt.
Om han maatte spørge om en Ting?
Jo, det maatte han saa godt.
Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare
