Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/294

Denne side er valideret
286

skulde mærke, at det ikke var rigtig fat med ham. Han havde aldrig i sine Dage været betaget af nogen Følelse eller Længsel, der blot var det mindste fantastisk, før nu, og derfor gjorde det ham urolig og bange. Det kunde jo være, han var ved at blive sær eller forrykt. En vidste jo aldrigen, hvordan sligt kom Folk paa, og han lovede sig selv, han vilde aldrig tænke paa det mere; men et Øjeblik efter var hans Tanker der, hvor han vilde stænge dem fra at komme. Netop det, at han ikke kunde slippe for disse Tanker, hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for han sammenlignede det med, hvad han havde hørt om Cyprianus, med at En kunde brænde den og drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og dog nærede han inderst inde et Ønske om, at Tankerne ikke maatte fortage sig, fordi det vilde blive saa tomt og trist derefter; men det vilde han ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig, saa hans Kinder bleve røde, hvergang han roligt overvejede, hvad det var for Galskab, han gik og havde i Tanker. —

En Ugestid efter at hun havde fundet Søren sovende, sad Marie Grubbe under den store Bøg, paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun sad med Ryggen lænet op mod Stammen og havde en opslaaet Bog paa Skjødet, men hun læste ikke, hun stirrede alvorligt ud for sig, op efter en stor, mørk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende Flugt svævede hen over de løvtunge Kroners