hans Egenskaber, der kunde give Haab om, at han skulde evne at gjøre det lysere eller blidere, hvad han da heller ikke gjorde. Evindelig Strid og Uenighed, gjensidig Tværhed og indbyrdes Pukken paa hinanden, det var det, den ene Dag førte med sig efter den anden.
Marie sløvedes derved, og Alt det blomsterfine, duftende og fagre; der hidtil i frodige, vistnok ustyrlige og tidt barokke Arabesker havde slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort og døde Døden. Raahed i Tanker som i Tale, en plump og trællesindet Tvivl om det Ædle og Store, og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse seksten Tjeleaar bragt hende.
Og Eet endnu.
Der var kommet en tykblodet Sandselighed over hende, en higende Attraa efter Livets gode Ting, et kraftigt Velbehag ved Mad og Drikke, ved bløde Sæder og ved bløde Lejer, en vellystig Fryd ved bedøvende, krydrede Dufte og et hverken smagbehersket eller skjønhedsadlet Hang til Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun tarveligen fik stillet — men, det gjorde jo ikke hendes Attraa mindre stærk.
Hun var bleven fyldig og bleg og der var en dvælende Ladhed over alle hendes Bevægelser. Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt og udtryksløst, men stundom sælsomt skinnende og hun var kommen i Vane med at stille sine Læber til et uforanderligt og intetsigende Smil.
