Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/247

Denne side er valideret
239

af Sti Høg som en overspændt Natur, der, ved ligesom evindeligen at gaa og overbeføle sig selv, var kommen til at tro sig rigere og større og meget betydeligere, end han var, og som nu, da ingen Virkelighed bekræftede denne Forestilling, gik og løj sig ind i store Stemninger og stærke Lidenskaber, der kun var fødte i fantastisk Svangerskab af hans sygeligt travle Hjærne. Og de sidste Ord, hun nu for længere Tid hørte af hans Mund, hun tog nemlig paa sin Faders Opfordring tilbage til Tjele, hvor Sti ikke turde komme, tjente kun til at befæste hende i den Tro, at Billedet var ham i Alting ligt.

Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel og stod med Haanden paa Klinken, at han vendte sig om mod hende og sagde: «det er en sort Side af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame, nu eders Kalødage er forbi, og jeg vil længes i Kval og i Pine og sørge som En, der har tabt det, der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab og Forlængsel, og dog, Madame, om det en Gang skulde times, at der var skjællig Aarsag til at tro, at I havde mig kjær og jeg troede derpaa, da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjøre mig til. Kan hænde det vækked op i mig de Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge deres Vældigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der er tørstig for Daad og brændendes af Haab, vilde vinde Overhaand og gjøre mit Navn berømmeligt og herligt. Men det er lige let at tænke, at slig