stændig fængsledes deraf og i den nærmest følgende Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen for alle sine Drømme.
Sti Høg var endnu lige saa betagen af Kjærlighed til Marie Grubbe som før, og han talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke bedende eller bønfaldende, nej, ikke engang i Haab eller i Klage, tvertimod, fuldstændig haabløst, altid forudsættende Umuligheden af, at hun kunde gjengjælde den eller komme en et gjengjælde den. I Begyndelsen hørte Marie disse Yttringer med en ængstelig Forbavselse, men efterhaanden begyndte det at interessere hende at lytte til disse haabløse Reflektioner over en Kjærlighed, hvis Kilde hun selv var, og det var ikke uden en vis berusende Magtfølelse, at hun hørte sig gjort til Livs og Døde Herre over en saa forunderlig Natur som Sti Høgs. Alligevel varede det ikke længe, inden det Modløse i Stis Ord vakte en Følelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse af Kamp, fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt, hans tamme Slaaen sig til Ro ved at for højt var for højt, bragte hende til at tvivle, just ikke om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige Ord eller Sorg bag hans tungsindige Miner, men om han ikke talte stærkere end han følte, thi denne haabløse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede Øjnene i for, at der intet Haab var, og blindt stormede frem, den forstod hun ikke, den kunde hun ikke tro paa, og hun dannede sig et Billede
