Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/244

Denne side er valideret
236

var bleven krænket eller saaret særlig føleligt, havde det været hende en Trøst at mindes Stis ærbødige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans Væsen var det samme nu, hun var forglemt og forladt, som i hine hendes Herligheds Dage; der var den samme smigrende Haabløshed i hans Miner, den samme ydmyge Beundring i hans Blik.

Mere end to—tre Dage ad Gangen blev han aldrig paa Kalø, saa tog han en otte Dages Tid paa Besøg i Omegnen, og Marie lærte at længes efter, at han skulde komme, og at sukke, naar han drog bort, thi han var saa godt som hendes eneste Omgang, og de blev derfor meget fortrolige, og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.

«Madame!» spurgte Sti Høg en Dag, «er det Eders Agt at vende tilbage til Hans Exellence, om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?»

«Om han saa kom krybendes hertil paa sine Knæ,» svarede hun, «vilde jeg støde ham bort. Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjærte, for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind, intet een ærlig, varm Blodsdraabe i hans Legem'; han er en Skjøge, ret en forfulet, forbandet Skjøge, og intet en Mand; han har en Skjøges tomme, troløse Øjne og en Skjøges sjælløse, klamme Begjær. Aldrigen har en ærlig, blodsvarm Passion reven ham hen, aldrigen har et hjærtebaaret Ord raabet fra hans Læber. Jeg hader ham, Sti, for jeg føler mig som besudlet af hans listende Hænder og hans skjøgeagtige Ord.»