vil du have Perler i Strænge, saa lange som dit Haar, du skal faa det, og Ringe og Gyldenstyksstoffer i hele Væve, og Fjer og Stene, hvad du kuns vil, der er Ingenting for dyr'bart til at slides af dig.»
Han vilde lægge sin Arm om hendes Liv, men hun greb ham om Haandleddet og holdt ham ud fra sig.
«Ulrik Frederik,» sagde hun, «skal jeg sige dig en Ting? — Om du kunde svøbe din Kjærlighed i Sindal og Maar, om du kunde klæde den i Zobel og krone den med Guld, ja give den Sko af den skære Demant, jeg vilde kaste den fra mig som Skarn og Dræk, for jeg agter den ringer' end den Jord, som jeg træder med min Fod. Der er intet en Dryp af mit Blod, der er dig god, intet en, Trævl af mit Kjød, den jo støder dig væk, — hører du! der er intet en Vraa i min Sjæl, du jo kaldes med Navne. — Forstaa mig kuns ret! om jeg kunde løse din Krop af en Helsots Pine eller din Sjæl af Helvedes Nød ved at blive som Din, jeg gjorde det intet.»
«Jo, du gjorde det, Kvind, og saa sig ikke saa!»
«Nej og nej og mer' end nej!»
«Saa ud, ud! bort fra mit Øjesyn i Helvedes forbandede Navn.»
Han var hvid som en Væg og rystede paa alle Lemmer. Mælet var hæst og ukjendeligt og han fægtede med Armene i Luften som en vanvittig Mand.
