X.
Der blev saa stille i Gaarden den Foraarsdag, da Hestenes Hovslag var døet bort i det Fjerne. Endnu stod alle Døre aabne efter Afskedsstundens Travlhed, endnu stod Bordet dækket, hvorved Ulrik Frederik havde spist, hans Salvet laa endnu ved hans Couvert, saaledes som han havde krammet den sammen, og fugtige Spor af hans store Ridestøvler var endnu synlige hele Gulvet over.
Derhenne ved det store Pillespejl havde han trykket hende til sit Bryst, kysset og kysset hende til Farvel og søgt at trøste hende ved svorne Løfter om snarligt Gjensyn.
Uvilkaarligt gik hun hen for Spejlet som for at se, om det ikke havde holdt hans Billede fast, saaledes som hun for et Øjeblik siden, indesluttet i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme, forknytte Skikkelse, hendes blege, forgrædte Ansigt mødte hendes søgende Blik inde bag Spejlets glatte, blanke Flade.
Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog af Bordet, og Nero, Passando, Rumor og Delphin,
