langvarig Fart i fremmede Lande og nu atter ser de saa inderlig velkjendte, saa lang Tid forglemte Steder liggende for sig, og alt mens han ser dem, tankeløst undrer sig over at han virkelig har været borte fra denne hjemlige Verdenspart saa længe.
I en saadan Stemning sad Ulrik Frederik en regnfuld Septemberdag.
Han havde havt sine Hunde inde at lege med, havde forsøgt paa at læse og havde spillet Daldøs[1] med Marie. Regnen skyllede ned, det var ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet ind i sit Vaabenkammer, som han kaldte det, i den Tanke at pudse og efterse sine Skatte — det var det just Vejr til — og var saa kommen til at tænke paa en Kasse Vaaben, han havde faaet i Arv efter Ulrik Christian, havde ladet den bringe ned fra Loftet og sad nu og løftede Arven Stykke for Stykke.
Der var Pragtkaarder, blaaanløbne med Guldindlægning og sølvblanke med mat Gravering; der var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade, med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse Blade; der var Toledoklinger, mange Toledoklinger, lette som Rør og bøjelige som Vidjer, med Fæster af Sølv og af Jaspisagat, af drevet Guld og af Guld med Karbunkler, og een iblandt
- ↑ Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker og Tærninger.
10*
