længe været bestemt, at Kongen skulde gjøre deres Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde havde gjort Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i den sidste Time fik man Skrupler og mente, af Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal og Skilsmisse, at burde lade det blive som det saa blev.
De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk,
og Tiden lider og Tiden løber og Alt er vel —
og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for det
er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander
og Leonora har været sammen i et Halvtaarstid,
saa er Aanden ikke altid over Leanders
Kjærlighed, uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu
stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene.
Thi, medens hun er som de smaa Børn, der finder
det gamle Æventyr nyt hvor tidt det end fortælles
med det selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser
og det selvsamme evige «Snip, snap, snude,» saa
er Leander saa fordringsfuld, at han trættes, saasnart
hans Følelse ikke længer gjør ham ny for sig selv.
Saasnart han ikke længer er helt beruset, er han
ogsaa i det Samme mer end ædru. Rusens svulmende
lyse Overmod, der har givet ham en Halvguds
Selvtillid og Tryghed, forlader ham, han
ængstes, han tænker og fanger Tvivl. Han ser
tilbage paa sin Lidenskabs urolige Levnetsløb,
sukker sit Suk og gaber. Og han længes, han
føler sig som En, der er kommen hjem efter en
