men havde nu Vanskelighed ved samtidigt at trække Munden op til et indsmigrende Smil. «Lille Sukkerdukke!» raabte han saa, «lille Honningsnut! om til mig, lille Nus, om til mig! labe Vin, den lille Katunge? labe sød, sød Vin af lille Krus?»
Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem i Stolen, plirede med det ene Øje og redte med krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg.
«Bliv nu her,» sagde han lokkende, «bliv nu her, skjøn Karen, aldrig skal jeg forlade dig og du maa heller aldrig forlade mig,» og hans Stemme blev graadrusten, «vi vil aldrigen forlade hinanden, min leve, leve Hjærte, aldrig i Verden. — Gods og Guld og Ære og Ædeligheds Berømmelse og dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det er mig som Drank det og Bærmevalle. — Fine Jomfruer og Fruer! væk, siger jeg, du er mig hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den Dejligheds Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold og Mærke, de! — skulde de være bedre for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa! det røde Mærke paa din hvide Skulder, som Mester Anders har brændt med sit røde Jern, det er Adelstegn det, — jeg spier paa mit Skjold for at kysse det Mærke, det gjør jeg, det regner jeg Skjold for — ja. For er der i hele Sjællands Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er? spørger jeg — er der? — nej, der er ikke, ikke en Stump af en!»
