Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/147

Denne side er valideret
139

Træerne, søgte ned mod Stranden og holdt snart udenfor «Stataf-Kroens» lave Døre.

En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede Kromand viste dem ind i sin Storstue, hvor der, som han sagde, allerede var en Fremmed inde.

Det var Livsens Korthed, og han rejste sig straks for de Indtrædende og tilbød med et ydmygt Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men Ulrik Frederik bed ham huldsaligt at blive.

«I skal blive, Mand,» sagde han, «og muntre os op i dette fortrædelige Herrens Vejr. Du skal vide, min Hjærte,» og han vendte sig mod Marie, «at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte Komediantenspiller og Ølstue-Hans-Wurst, Daniel Knopf, vel drillet i alle frie Kunster, saasom Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den gode Stad Kjøbenhavn.»

Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning, saa optaget var han af at betragte Marie Grubbe og af at formulere nogle ret artige Lykønskningsord, men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag paa han brede Ryg vakte ham, blussede hans Ansigt op af Harme og Undseelse og han vendte sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme og sagde med sit koldeste Smil: «vi er vist intet nok drukne, Hr. Oberst.»

Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og raabte: «o, din Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes Karl nu lade mig staa til Skamme som en