Af—tenen ind paa sit Kam—mer, og da ligger der en Ro—se paa Hovedgjærdet af hans Se—ng, og han tager Ro—sen og lugter ti—l den, og i samme Minute staar den skjønne Jomfrues Af—billede li—vagtigen for hans Øje som va—r det kontrafejet af paa Væggen li—gehos og den hef—tigste Forlæng—sel opstod hos ham efter samme Jom—fru saa plud—seligen og stærk at han sag—de, han kunde have skre—get i vilden Sky af Smerte, ja ha—n ble—v som hel vild og furieus, saa han strøg u—d af Huset og løb jamrendes op ad en Ga—de nedad en an—den, ret som han var be—hekset og han vid—ste ikke af sig selv; det var som noget dro—g og dro—g og det brændte som Ild i ham og saadan blev han ved at løbe til den lyse Morgen.»
Saaledes taltes de endnu længe ved, og Solen gik ned inden de skiltes ad og gik hjem ad de skumrende Gader.
Ulrik Frederik havde hele Tiden været meget tavs og næsten ganske holdt sig udenfor den almindelige Samtale, da han var bange for at man, dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde opfatte det som personlige Erindringer og Indtryk fra hans Forhold til Sophie Urne; men han var forøvrigt heller ikke oplagt til at tale, og da han blev ene med Rosenkrands, svarede han saa kort og adspredt paa Alting, at denne snart blev kjed af ham og gik sin Vej.
Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde
