og nu da Elskov! den kommer først naar Blodet ved sytten—atten Aars Omskiftning af Varme og Kuld er bleven moden i Aarerne, da tager det paa at gjæres ret som en god Druevin; for Elskov det er en Gjæring udi Blodet; det trænger og blærer sig op, det sætter Varme og tager paa Vej saa ingen Menneske ret er sig selv saalænge det staar paa, men sidenhen saa klarnes det af som anden gjærendes Stof og bliver mere sagte og blid, mindre hed og bespændt. Ja, der er endnu en Lighed med Vin det har, for retsom den ædelig’ Vin hvert Aar giver sig til at bruse og skumme og vil som til at gjæres, naar den Foraarstid kommer, der Drueranken staar i Blomst, saaledes bliver ogsaa alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en kort Tid om Foraaret mere end ellers genegen til Elskov og det har deri sin rette Grund, at Blodet aldrig ret kan forglemme den Gjæringens Tid i Livsens Foraar og nu ihukommer den, hvergang Aarsens Foraar vender tilbages og forsøger at gjæres igjen.»
«Jo Blodet.» indrømmede Oluf Daa, «at forstaa — Blodet, det er — det — at forstaa det er en subtilig Materie nok — at forstaa.»
«Ja det er saa,» nikkede Fru Regitze, «ja, alting virker ind paa Blodet, baade Sol og Maane og tilstundendes ondt Vejrligt, det er saa vist som det var prentet.»
«Ligesaadan andre Menneskers Tanker,» tilføjede Fru Ide, «jeg veed det fra min ældste
