54
da ved Dagens Lys. Og nu — her i det gustne Skær fra Fyrreklynerne, i det røde og grønne fra Slakkestenene, der glødede rundt om i Mørket som sviende Ovne, steg de frem som Fabeldyr af Jordens Inderste, Væsner fra Folkenes Beretninger på Morgongåfva om Resare-Bengts Eventyr —: fuldkomment nøgne Hoveder som Struds-Æg, opspilte Øjne, glippende gennem Stær, tandløse Munde som Fiskesvælg, Pander som bulnende Paddehatte, idiotisk lallende Tunger og fægtende Håndflader med afklippede Fingre, Armstumper som brudte Vinger. Og over dem, på det regnbuebelyste Loft ravede en anden Flok frem, en ny Skyggeverden, med Hoveder som Kugler, med Rygge som Hvalers, med Arme som Goplers og som Luder, fangende mod Brynte og Susan, mod ham. Og et Kor af Stemmer kvækkede og gurglede gennem Smeddens Sang;
»Gi' en Sexskilling, Patron! å en lille Lap!«
»Gi' et Fingerbøl, bare et lille Fingerbøl Brændevin!«:
»En Stump Skrå, å en lille Stump!«
En lang Arm, kødløs og hvid som et Skelets, hagede sig fast om Bryntes Skulder. Skikkelsen forsvandt i Mørket, men en bedøvende Stank af Forrådnelse slog op som af en revnet Grav, og en ganeløs Stemme peb:
»Lille Fa'r, lille Patron! sig til Mychowitz, at han skal komme og tage mit andet Ben. Å, jeg kan ikke sove! De kryber og kravler om mig, Maddiker og Orme!«
Steffan følte Susans Hånd i sin, den blev iskold og våd, idet Stemmen lød.
Det var Blåsare-Maja, Calle Kjälms Enke, der efter Mandens Død havde røgtet Bælgen og fået Benet revet af i de Hjul, som en Gang knækkede Calles Brystkurv.
Det sortnede for Steffan — af Mørket, af Osen, af Virvaret om ham. Han måtte huske den Gang, han faldt i Farfaders Tårn, Nætterne, han havde ligget og ikke kunnet sove for Spændetrøjens Pres og Skovens Sus, og noget, han vidste ikke hvad, kom til ham, i Stumheden, i Bruset, og vilde slette ham af Stuen, af Livet. En Ulv tudede en-
