385
før så i deres Dødsstund: at af den fødtes han? at Fernebo, for fjærnt for dem at nå, var hans Mål?
Men vi, deres Sønner, Salomos Slægt, hvis Navn er Fred, vi bag Forhænget, sidder nu for det Smil!
Ja, og sad I iblandt os, I vilde fatte ham, hvem du Hindric Griphufvud, du Mester Moll, du Blinde-Olle anede i Eders Tilbedelse! hvem I, Anders Stenkula, Sixten Råbock og Stolle-Namnlös flyede i Eders Frygt: Solen uden Klæder. som Elias Bjur og Patron Jacob drømte, den ukendte Gud, som Zegoel søgte! Og du, Finnepige, din Forbandelse vilde vende sig til Velsignelse!
Men — var han Gud, om I så ham, om det Taffel beredtes også Eder?
Nej, Märta, vi fandt den Gud, som Karolinerne søgte bag Ural og din Fader gennem Järnbäraland! I Fernebo fandt vi ham!
Men salige I, som troede, uden at se, I som tjente, uden at lønnes, den sande Gud! Hvis Middel var Eder og Jærn, men hvis Mål var os og Guld!
Men — Märta, Märta!
Med Næseboerne spilte mod Salens Duft af Vin og Fedt, med Ørene åbne for dens Musik og Sang, med Øjnene spilede mod Sancta Lucias Krone, klamrede Steffan Hænderne om sin Tallerken, som om en Ret, der med Rette fratoges ham …
Jeg, af Salomos Æt, som så og derfor fornægtede, som lønnedes og derfor krævede, som arvede og derfor fragik Arv — hvor kan jeg eje, hvad jeg forskertsede? hvor kan jeg sidde iblandt de Levende, og hvor tør jeg flygte til de Døde? Mod hvem har jeg mest forbrudt mig? mod dem, hvis Liv eller dem, hvis Død jeg søgte at gøre forgæves?
O Gud, mod dig! I Dødssynden: Ulydighed, forenes alle mine Synder! Fornægtelsen af Retten som af Pligten! Nejet til Glæden som til Sorgen!
Hvem ledte Dødsridtet i Nat, hvem styrtede Levende og Døde og Ufødte i Ovnens Gab? Jeg — som jeg havde svoret! jeg, Fornægteren, som stjal Guds Åsyn! jeg, Kain,
