372
men bandtes af Blodet — af sin Korsform, af Jesu Navn — En Gud for sig selv, der så sine Skabninger dø!
Guro Rysserova, Brødre og Søstre, vend tilbage, tag mig med! Jeg jorddroges i »Bjærget«s Skød! Jeg er Morder som I, ej Offer! Helt, ej Rømningsmand! Susan, din ormefyldte Ryg, jeg vil kun den, Rustens Hjem! Som jeg greb mod dig i Tårnet, griber jeg mod dig nu! Du slog mig ud af dit Liv, men slå mig ikke ud af din Død!
Da — kom det tilbage, det vilde Tog? at af sin Død kræve hans Løfte: Evigheden, Ordet?
Hør Hestenes Stampen, hør Sangenes Hujen, hør Skuddenes Rullen!
Hans Kors, blev det ej blot ham en Martrens Planke, men en Favn, kastet over Svælget at fange »Bjærget«s Ridt? Kunde han frelse alles Liv ved sit »Ord«, ved Jesu Navn — eller skulde han dele alles Død? O, ligegyldigt! blot ikke ene: ene frelst! ene vraget! Blot ikke Gud, men Menneske! Vallon blandt Valloner!
Han sad over Ende i de iskolde Lagner, med opspilte Øjne.
Ja, se — se dér i Mørket: Fakkeltunger, vilde Pelshuer, Manker, Bøssepiber og Slør jog forbi Vinduets Is! Mulmet derude var revnet i Ild, Stokværk over Stokværk af Lys, Våbenskjoldets Sol flammede mellem Skyer af Snehæng, Portalen luede, en Himmel af Glans, hvori Slægternes Trappe steg! Røster jublede:
»Lusse! Lusse! Velkommen til Lusse!«
Og her i hans Kammer, i Døren, hvor nys Dødsbæreren stod — se: en levende Krone, Tunge ved Tunge af Lys, to Øjne strålende i hans, et Ansigt, blussende mellem Blomster og Løv, gyldne Hår og Kæder, en Damp af Ånde, af Kaffebryg …
Susan i Sancta Lucias Dragt!
Hans årleste Minde, lyste hun af hans sidste, at lade ham se, hvad han dømte og mistede? Hans første Erindring var hende i Sancta Lucia Morgen — siden var hun kommet igen hvert År, i Helgenindens Skrud, efter »Bjærget«s æld-
