365
»Men — hvorfor ikke dig?« hviskede han angst.
Olof vred Kluden op og rørte Sårets Mund med sin Faders, Kirurgens øvede Hånd.
»Ih, fordi — Kan du huske en Aften på Morgongåfva, Farbroder Anselm læste højt for os af »Wilhelm Meister«? Susanna gabede og sov hele Tiden, lige til Farbroder læste Philines Ord til Wilhelm: »Wenn ich dich lieb habe, was geht's dich an?« Da vågnede hun med Et, blussende rød, så sig truende om — og rakte Tunge ad mig, som havde jeg sagt de Ord til hende. Og det havde jeg da også, forlængst!« han bandt varligt over Såret.
»Olof,« Steffan rørte let hans Finger med sin Kind, »så elsker Du hende dog.«
»Elsker?« Olof lo, »nej, det er just det Fejle! Det overlader jeg til Jer. Jeg elsker ikke — min Nødtørft! Altså rager min Elskov hende ikke.«
Steffan foer sammen, som skar Olof i hans Sår i Steden for at forbinde det.
»Lig stille!« knurrede Olof. »Nej, jeg har ikke Eders Undskyldning! Og dog er jeg mer undskyldt end I: jeg er mig den Løgn bevidst. Og derfor fri.«
Steffan lukkede Øjnene. Fri som han havde tryglet — fri for Guds Ansvar — og Dom … Han løftede Panden — jo, fri ved Olofs Hånd, for Spejlet og sig selv, sit Blods Offer og Lænke …
Ti på »Bjærget«: dets røde Kresløb: Frugt og Gødning og Frugt påny! Ingen Gud, ej en Gang en ukendt, kun den evige Nødtørft: fortære og fortæres …
Men — nej! nej! Før leve, med Risiko for at dø! ofre Kærlighed for den Kærlighedsløse! Før selv blive Gud: føde ham, som ej var til — og som var uundværlig! Købe ham, om han så kostede al Verden! Al Verden? Ja, »Bjærget« og Steffan selv! I Døde, tag mig blandt jer, jeg vil dø Eders Død, at vinde mig og Eder Livet: Gud!
Men Brynte, som hun skubbede Spejlet imod: Nødtørften, »Bjærget«s Lov, som hun, dets Datter, elskede — Jærnet, den evige Død, skulde den da sejre over denne Slægt som over alle andre, dyrkes som Gud, at til Tak opsluge sine
