353
Se, dér bar hun, guldhåret og hvidklædt, sit Eje bort gennem Salens tågede Lys.
Hvorledes var det? Stod ikke her i Grev Jobs Dage, Seng ved Seng langs Væggene? var ikke den Gang Dansesalen Karolinernes Sovesal? Og bevægede sig nu ikke Sparlagner, spejdede ikke Øjne under Sengehimle?
Gustaf den Tredjes Besøg på Djursäter og Masreliez's festlige Hånd, Gudmoder Huldas første Ungpige-Bal og Trolovelses-Møde med Claës af Adelstierna viede atter Salen til Dansen.
Men føje efter stod otte Kister på Bukke ad den Kolmårdens-Flise, hvormed man havde dækket Karolinernes Krykkestribe igennem det glatte Parket.
Lyt nu, I under Sengehimle og Kistelåg, og I, Slægtens Mødre og Døtre deroppe i det lange Anegalleri af Enker og Møer — nu bæres Kalken jer forbi, jer tabte Skat: det røde Blod! Hvorhen?
Til Spejlet! Til den Herre, som I hengav jer for? eller til ham i hvis Navn jeg hentede Kronen at skænke Eder den påny? Å Sønner, å Mødre, var jeg Frelser — eller Morder? Spørg Spejlet! spørg hende, vor Brud!
»Tænk, at Gudmoder ikke lukker af!« hviskede Brynte, han skød varligt Døren til bag dem, med et andægtigt og lettet Blik ind i Salen.
»Ingen Dør er lukket af i Värmland!« afgjorde Susan, med Blikket på Kronen i sine Hænder.
Nej, ti alle er vi dets Børn! Men hvo er dets Herre? Svar nu, Spejl! Svar nu, Gud! Ja, vis i Spejlet dit Ansigt, at vi kan kende din Vilje og gøre den!
Men — Steffans Bryn fortrak sig — Ulvehylene fyldte Forhallen, med Ekkoer fra Trappegangen som af usalige Ånder, myrdede og ufødte. Jacobschöldernes Hus sang med i »Bjærget«s Klagekor.
Men vent! o, vent! Gud, som jeg gav i hendes Hænder, styr dem!
Han standsede på Tærsklen ud til Snetagene og de rustne Jærn-Skorstene. Hans Øjne og Næsebor spiltes.
Overflammet af Ilden fra Persberg, fyldt af Røg til alle Tage
