341
Stoller: overgaves til sin Oprindelse, »Bjærget,« at genfødes som dets Barn, fri af Pukkel og Synd, efter Järnbäralandets ældgamle Kur for sine Frafaldne: de Syge.
Steffan huskede Blindheden og Lugten i Jorden, Smagen af Dyb og Glemsel og Jærn, Høstnattens Stjærner og Suset af Fyrrene, sin Hendøen — og sin Genopstandelse til uforandrede Smærter. Og Mulden i Bandagens Folder Morgenen derpå …
God og Sara var aldrig blevet tilgivet, trods gamle Mychowitz' spottende Beroligelse af Faders og Moders Harme: »Er dette værre end kgl. Majestæt Erik den Fjortendes Livmedicus, Benedicti Olavi Råd mod Pukkelryg: at årelade? Menneskene giver nu én Gang alt Ondt til Jorden — og kræver alt Godt af den!«
Men — o, hin Forsvinden i »Bjærget,« hint Sekund i dets Gemsel og Glemsel: ét i Alt …! Mangen Nat siden havde han anråbt Sara og God om at hente ham derud igen, at fri ham af Pukkel og Pine: jorddrage ham påny og endeligt, efter hin ældste Visdom: kun i Jorden var Helsen — i Skødet, i Graven …
O Sara og God, kom i denne Time, kom nu og jorddrag mig! lad mig dø, at jeg kan leve! gør mig ét med Alt! udglat min Pukkel og mit Selv!
Han foer sammen — en Træk strøg over hans Nakke, gennem Salens Hede, duvede Ovnluerne og slukkede Ansigterne bag dem, ene Peiter Pitters Briller lyste som seende Øjne.
Steffan vendte sig, skælvende: Kommer I at bære mig til Livet?
Han groede fast i Ovnpuderne. Dér stod Dødsbæreren, Noah van Drougge, ludende i sin hvide Kittel.
Kom han at hjembære? Var dette Guds Svar? Ja, så kom da, så gör mig ét med Alle! med denne Stues skiftende Børn, med »Bjærget,« vor Moder! Af Jærn blev jeg skabt, lad mig blive til Jærn påny, at jeg atter kan opstå som Jærn: som Loven for de ufødte Kommende: at vi fødes for Dødens Skyld!
Gennem Stuens Mørke, gennem Århundreders Muld søgte
