339
evigt Liv, og I gjorde Døden evig — ved at tilgive den!
Men Olof, du Triumferende — tifold hellere mit Nederlag end din Sejr, min Gråd end dit Smil! Ti jeg græder af Gud selv, for hans Selvmord: det Skabtes Død! Jeg fornægter ham, fordi jeg er af ham! Jeg dør, fordi jeg er af Evighed! Evighed? o Gud — se dér er den: Nuet!
Bag Bålet, hede af Bryllups-Blusset, brændte Susans og Bryntes Munde sammen — og opfyldte i et Kys Bror af Ekestams Ed, besvor Olofs nøgne Tand — og Steffans Drøm, at han levede … tændte af hin sluknende Hymens Lue deres egen: Evighedens Fakkelløb af Nuer, »Bjærgets« Liv …
O Gulv for Dans, o Stue for Bryllup! Grubernes Genlyd, de Dødes Ekko jubler med, forløste ved Eder af Stumhed, udfriede af Jærnets Bånd, af Fængsel og Død, frie, omsider, i Eder, fejrende Jordens altid fornyede Bryllup!
Medens jeg holder mine Døde fast: Spøgelser, der aldrig levede og aldrig kan genopstå fra deres Pinsler — jeg, som er Evigheden: Graven!
»Bryllup i Stuen, Kusine! Til Lykke Børn!« Bror af Ekestam lo støjende med en Brand af Bålet holdt hen foran Susans og Bryntes blussende Ansigter. Men ved samme Brand dukkede frem, som ud af Væggen, den Ottende i Stuen, hvis Tilværelse herinde Steffan ikke havde anet — endda han jo altid sad her: Portrætmaleren Peiter Pitter, Ditmarskeren, der et halvt Århundrede havde gennemvandret Värmland, den Fremmede, der var hjemme i hver af dets Gårde og med sin Pensel og Palet havde foreviget mere end fire af dets Slægtled. Og nu havde fundet sit Beneficehjem her hos dets Gudmoder.
Lille, i sin lange, tinknappede Frakke, med de blinde Øjne bag Hornbrillerne og de ørkesløse Hænder på Knæspænderne sad han dér mellem de Kontrafejer, hvori han havde ladet Ferneboerne leve ud over Tid og Sted. 7000 Portrætter hed det, havde han malet, 7000 Liv havde han frelst fra Glemsel og Alderdom, løskøbt dem fra Døden ved sine Øjne, som Moderen sit Barn i Eventyret. I Kampen for at genføde de Ansigter, der svømmede, skrøbelige som
