335
Farbroders Sang derhjemme fra, Fernebos Sang, brumme af Majorens Tunge …
Steffan vågnede og så dem dér om Bålet, på Karolinernes Plads: Bror af Ekestam med Festens Roste snoet om Halsen og hængende om sine Knæ, Susanna og Brynte, Kind mod Kind, hede af Dansen nys, af Juleaftenens Forventning, af de kommende, fælles År, og Adrians og Olofs Øjne, Spejlende de to og Bålet —: Skyggerne, der fyldte Lysgabet, nu da det næret af nye, nedstyrtende Vedmasser, spilede sig op over Vægtavlernes Granatæble-Kranse til Loftets kanelerede Bjælke — og Gudmoder, luftig og let, i Lysets Center, smilende til disse Gæster som en Gang fra den samme Stol til hine af Sibirien Løsladte.
»Bröder, knytt vår krans i kapp!
men gör kransen ej för knapp!«
brummede Majoren.
Fernebos Krans af Blomsternes Døgnflue: »blomman fö'r dagen« — Floret om Susannas Jomfrubur derhjemme i Borgmestergården ved Elven, der var én rødmende Sky af Snerler ved Morgen, én Tåge af Spindelvæv ved Aften … Fernebos Blomst …
»Plocka den och bind en krans!
se'n går resan som en dans!«
Bror af Ekestam, »blomman för dagen:« din Fæstensgave til din Brud, Concordia v. Putbus, som du i 1813 forjættede den Hjemmets Arne, som hun end i Aften bier ved sit Bål i Itzehoe Jomfrukloster, ensom som du ved dette Nådens Hjems … O skilte Bål, om I slog sammen, om I mødtes over Årenes og Milenes Mørke! Men nej — blomman för dagen, du rakte den femtenårige Jomfru den, selv atten År gammel, ved dit Århundredes Fest, de uforglemmelige Baller i Lübeck, da I, alle Nationer, dansede det nye Sekel, Fredens og Frihedens, ind på den gamle Hansastads Teater. Dér, i alle de Folkeslags Vrimmel, der havde sat hverandre
