323
Mindet om deres Bedrifter ved denne Arnes forgangne Juleballer — sankede sig, ydmygt som Skygger, som Døde bør, og dog uafviselige som Hjemmets Børn, hine andre Jærnets Yndlinge, dets andet Blomsterflor: Karolinerne, Krøblingene.
Og med Bedstesønnens Ret: løskøbt af Graven, ej ved Gudmoders Blod, (ti hans Billede havde det aldrig suget ind at genføde det for Steffans endnu uoplærte) men ved sit egets sidste Dråbe, dæmrede nu dér — som Sne over de Agre af modnende Ax, der var Susannas og Bryntes sammenludende Hoveder — Ingel Lydinghielms nøgne Pande, hans i Blinde udrakte Hænder, hullede af Galejslavens Halvmåne og Stjærne, hans blodtomme Ansigt, hullet af de udbrændte Øjne … Spøgelset, som Abrahams Skød sendte tilbage, at de Levende skulde tro, stikke deres Fingre i hans Hænders Naglegab og hans Øjnes Sår og kende deres eget Fødsels-Mærke: Jærnets Tegn …
»Hur du vänder dig,
och hur du svänger dig,
så laga att du har en trogen vän!«
Sang Susannas Røst nu bag Steffans Ryg, svang hendes Skørter Juledansens Brise over ham?
Ja hør hendes og Bryntes Tramp — og nu Gudmoders og Bror af Ekestams Nynnen: Koret, det vise, Vejlederen, Jordens egen Røst:
»Snart förgå dina unga dagar,
aldrig komma de,
och aldrig komma de,
och aldrig komma de se'n mer igen!«
Nej, aldrig mer igen — Ingel Lydinghielm, dit og din Samtids Bryllup, dine Ynglinges og Møers Fakler …
Dans, dans Susan! syng Brynte!
Ingel Lydinghielm, dit Blod, hedt af Bryllupsnatten, af din Møs første og sidste Favntag — udsåedes som Sæden blandt Stene! O Ingel, hvad er igen af dit Bryllup?
