320
som død — mens Kardætskerne bestandigt tordnede deres Ekko mellem Fjældene…
Og han begreb, at hans Tjeneste aldrig skulde blive omme: Guds Profeter kan dø, men aldrig deres Evangelium: Krig på Jorden, Had mellem Menneskene — Syndens Sold, som er Døden.
Den eneste Drøm, som en Moffat havde drømt: den om sin egen Unytte, var omme, og i de Fredens tyve År, som i Sverrig fulgte efter Krigens tyve, tjente han sit Brød og sin Gud under Kongen for alle Soldater, Friedrich Vilhelm den I. af Preussen — og nyttede sine Lærdomme i den polske Tronfølge-Krig, hvor han påny så sin Ungdoms Sletter under Aske og Sværdet påny gøre hans Ungdoms Herres Protegé, Stanislaus Leczinsky til Konge for én Dag.
Men da i 1741 hans Herres gamle Land drog mod Tsar Peters, fulgte Algernon Moffat atter det Värmlandske Regiments Fane, ej hin: »cum deo et victribus armis«, der for evigt gik under ved Poltava, men den nye med Laurbær-Kransen og Gengældelsens gyldne Pile. En Moffat begærede aldrig Lauren og havde ingen Hævn behov. Men i Willmanstrands Nederlag, i Borgå-Lejrens Mytteri og politiske Klubber, i Hjemsendelsen til Stockholm på de fra Fjenden tiltiggede Skibe, ved Buddenbroocks og Lewenhaupts Skafot og Udkommanderingen mod Daldansens våbenløse Bønder, smagte han for første Gang sin Gærnings Bærme og følte sig en Judas: med til at forråde sin høje og hellige Herre: Krigen, til Fredens Farisæere.
Og da efter Freden i Åbo hans Navn udslettedes af Krigens Rulle og indskreves blandt Gratialisterne: de for Alder Afskedigede, forstod han, at er end Gud af Evighed, er Mennesket af Øjeblikket, og nu var hans forbi. Og som han havde lydt alle sin Herres Bud, lød han dette sidste.
Tålmodigt hørte han fra sin Invalidestol Guds Røst derude kalde Jordens nye Slægter ud at tjene og dø. Sværdet hang over hans som over Hindric Griphufvuds Hoved, rustnent af Blod, men ej som en anklagende, men en vidnende Tunge: »Gud er stor, hans Love ikke vore«.
Han oplevede endnu tvende Decennier og deres Krige,
