25
Så sejlede Svingskovlen tom tilbage, Kranarmen slog mod Taget, Hyttemestren listede forbi dem i sveden Sodlugt og stak i den gennemhullede Tavle ved Døren Pinden ind i det nederste Hul. Ja, det var syvende Opsætning, og nu skulde Udslaget komme — Ovnen tappes dernede.
»Susan, skal vi gå ned og se?« hviskede Steffan, han havde listet sin Hånd ind i hendes.
Altid når han sad heroppe ved Hyttekransen, måtte han gribe fat i Bænken, i Tagsparrerne, i et Menneske, at han ikke skulde suges med med af Bålets susende Træk, danse som et Askefnug ud af dets Luger. Altid måtte han tænke på den Nat, da den forrige Ejer, Susans Farfader, gamle Melcher Hvittlock du Pont, kastede sig i Flammehvirvlerne dér, på alle »Bjærget«s Fortællinger om Vagabonders natlige Slagsmål heroppe, deres sammenslyngede Dans ned i Dybet …
Han plirrede gennem de knygende Luer. Han skimtede dem derovre, som Dynger af Klude — Tiggerne, »Masovnsborkarne«, sovende næsegrus på Bænkene eller udstrakte på Gulvet, ubevægelige som Lig .. Skovgængerne, hvem Højovnenes Ild og Lys kaldte frem af Vinternatten .. som om Dagene truende og tryglende drog gennem Landsbyerne, men som Skumringen samlede til Slagsmål og Drik, til Søvn og Død ved Flammerne, Hvert Brug havde sine »Borkar«, uden Navn og Hjemsted, forsvindende om Somren og kommende igen om Vintren, snart nye og snart de gamle. Ingen spurgte efter dem, om de i deres Rus frøs ihjel på Malmtorvet eller trillede i Hyttekransen eller hev hverandre derned. Ej en Gang Hyttemestren havde Tal på dem.
»Bjærget«s Rotter var de, hvem allerede Magnus Smeks »Bergsprivilegier« bød at udrydde: Her turde ingen ledige Hænder findes. »Bruge Bjærget«, det var dets Lov for hvert af dets Børn! Men — havde ikke Steffan været Arvingen til Morgongåfva, havde han ligget blandt Borkarne derovre …
En Fugl foer ind ad Døren, tværs hen over Ilden, rejste sig et Øjeblik stejlt over Flammerne og hvirvlede så ud af Vinduet, i Måneskinnet.
