302
nære et Folk af sin Hånd .. som Josef i Ægypten sine Brødre, af sin Ungdoms Fangenskab.
Men — hvo vilde vidne, at han, den røgsorte og hvidhårede Finne, rygbrudt af Woronesch' Tømmerstokke og Tydalsfjældenes Stene, vankundig af syv Trældoms År hos den fremmede Lea, af fireogtyves Brodergerning for den søsterlige Rachel, var studiosus Abosiensis, Fændrik i Björneborgerne, Gabriel Israel Isogäus?
Johannes Gezelius den Yngre, hans høje Mester fra Ungdommen i alma maters Sold? en kvart Sekel tav hans veltalende og stridbare Tunge for alle testemonia som for alle disputationes .. og hvor skulde hans Famulus have dristet sig for hans Examinator-Blik? Exegetiken — o Gud! biblia pauperum, Billedbiblen, var den eneste, han nu mægtede at tyde!
Og hans musae Brødre fra da? De af dem, der ej sov hin Søvn sine ira et studio, under Kajanias Dværgfyr eller Carlopolis' Figenpalmer, eller foran Ikonostasen i Kosakland, som converterede Poper, vanhelligede deres Præceptors Lærdomme og deres Fædres Sprog — skulde de kendes ved hans ecclesiola extra ecclesiam, hans Kirke i Skoven? skulde ej, som Præsten i Dalen, true den Usalvede med Konventikel-Plakaten af 1720? Hvo vidste så vel som de, at han hørte til den profane vulgus?
Nej, til sine fratres Martis måtte han søge, til dem hvis Hoveder Poltavas sorte Sol brændte hvide, som hans! Let vilde de på hans stigmata kende ham som deres Faders fuldlærte Svend!
Men hvor mangen Johannes havde Herren ladt tilbage på de Levendes Cypern?
Ikke Adam Ludvig Lewenhaupt, Gabriels Imperator og Pomponius Atticus i hine tusculanske Samtaler, som Feltherren og den Menige førte i Litauens Snefogs Nætter, om den rødglødende Kanonkugle i det nedføgne Telt. Den lærde og parykklædte Heros sov i hint Tamerlans Rige, ene blandt sine Lexika og de Ruller, hvori han, for sidste Gang, sankede de fra det Bottniske Hav til det stille Ocean spredte Svenskere til én Hær.
