299
6000 var draget, over Jämtlands Bjærge, at dække, imod Vest som imod Øst, hendes Hjærte med deres nu snart sønderkløvede Barm.
I Handöl By traf han de 300, som Dovre spyede tilbage fra sin kogende Snekværn, fra Ejyafjældenes skummende Tænder — sorte af Koldbrand og afsindige af Synerne i Bokhammars og Öjefjældets Ginungagap. Han traf dem hos andre Landsmænd, hos de Finner, som Karl den IX kaldte hid til Skovhugst, og som hans Efterfølgere havde fældet som Træer. Og her, blandt sine sidste Krigsbrødre og Resten af sit Folk, hørte han det Bud: at Karl den XIIs Liv var endt i Frederikshalds Løbegrave … der i den dunkle Pörte, i den bitre og hjemlige Lugt af Røg og med Snehvirvlerne hen over den åbne Lyre, påny lod ham se hint Syn af Kongens tomme Båre, der ledte de 14000s Indtog i Moskwa …
Og han blev iblandt sine som Præst og Lærer, nyttende sit Gregorii testemonium til i de fremmede Skoves Dyb at holde den himmelske og jordiske Tunge levende i sin Stammes Mund.
Deroppe i Hjemmet var Kirkernes Nøgler forlængst afleverede, Åbo Universitet stod tomt som Skolen ved Pelkäne Sø — Mennesker og Dyr havde skiftet Boliger: i Hulerne døde de sidste Finner, og i Kirke- og Markedsbyerne parredes Ulvene.
Men ved Skæret af Fyrreklynen fra de svenske Skove, med de finske Tidekalendre af Bentavler og Agricolae Testamente og Psaltare på Knæet stavede Gezelii Discipel, Kong Karls Fændrik, for Flokken af unge og gamle Analfabeter det Sprog, hvorom det hed ude i Europa, at det var forsvundet. Han lærte dem intet nyt: han manede ej Hesperiens Øer op for dem, hvem ultima tules Skygge skjulte, han tegnede ej sin og sines Kalvarie-Gang for dem, der til og fra deres Porte havde trådt mere end syvtusinde Gange syv hundrede blodige Fjed. Han lærte dem kun Lektien, gammel som Suomi selv, at Gud gav dem under Arkturus Frost, i Babylons Landsflugt.
