295
han snappede hurtigt hendes Hånd til sin Mund, mod de svulmende, røde Læber.
»Nu, nu!« Gudmoder nikkede og lo, »så længe Benene bærer, skal jeg danse for, som Værtinden sømmes.«
»Og den Dag de ikke bærer,« Bror af Ekestam så op på hende over hendes Hånd, med Øjnenes tunge, brune Hundeglød, »den Dag er Dansen i Värmland omme!«
»Snak ikke sådan!« Gudmoders Øjne blev blege, hun rykkede i sin Hånd, »du forsynder dig jo!« hun lo, »og giver mig Guds Ansvar.«
»Og Värmlands Gud er du!« Majoren kyssede den vigende Hånd.
En Duft af tørrede Lavendler steg op fra Ilden; Susanna strøede af Skrinet på de Ibenholts Ildbukke og dukkede Hånden ned efter Rosmarin og Salvie. En Duft af Värmlands Sommer, den udødelige …
Steffan tog ikke sine Øjne fra det blege Ansigt dér i Rødmen og Ilden — det Hoved, der, hvidt af År og Sorg, ledte Värmernes Dans til Guds Ære.
»Men,« Majoren halede en ny Liste op af Snorelommen, en blank Mønsterrulle for Kils Kompagni — der nu fyldtes med Festens Værnepligtige, »saa nåede vi Kristinefors og Hvitsand og kan passere Mangselven. Lad se: Kapellanen i Nyskoga Kapel —«
Men Steffan blev ved Gudmoders Ansigt, ej i Bøn om, som hun — o formastelige Tanke! o Byrde, tungere end Goliaths! — at lede hin Dans, ej heller — o ufornødne Frygt! — om ej at forstyrre dens Hymne — så længe Gud blæste, vilde den gå! — men om, én blandt Tusinde, at mægte dens Trin, dens Hyldest til Herren — til Hyldest var ham nok …
Ja, Glæden tungere end Sorgen — som hver Pligt tungere end Retten — giv mig at fylde den: min Tak til Skaberen!
Gudmoder, du Troende, hjælp min Vantro, værre end Thomas': giv mig at se Gud — og dog tro ham!
Med Ryggen til Olof og Adrian, ja til Susan og Brynte pressede han de lukkede Øjne mod hendes Hånd — og så dem: Blodvidnerne, de dyreste blandt Guds Apostle, røde
