24
Fossens Fråde, der bestandigt piskedes rundt af Hjulet, blandende sig med Røgen fra Teglovnen, hvis Ruder gloede som Trolde, med Dampen fra Møllens Porte og fra de utallige Esser.
Nede på Bredden, hvor Malmen sprængtes i Røstegruberne, Spillede Bålene over det indefrosne Jærnskib og Lersjöns Spejl. Histovre krøb Arbejdernes Rønner sammen, som Tuer under Savværkets, Brænderiets og Magasinets snedækte Volde.
Men lige nedenfor lyste Kontoret ud af alle Vinduer. Dets Dør gik uafbrudt, Jærnkørerne var ved at hente deres Penge.
Og dér, på den stejle Søbred, strålede Hovedbygningens mange Ruder. Men gamle Santesson havde sagt, at Fader ikke var kommet, ingen af Patronerne og Bjærgværksejerne var kommet, de forhandlede endnu inde hos Franz von Schéele, i Bjærgmestergården, med Ingeniørerne. Før om en lille Timestid ventedes de ikke herud. Det var kun Stina Ryd, som beredte alt til deres Komme.
Malmbragen brølede nede i Røsteovnen, så Stigen sitrede under Fødderne. Bestandigt ilede Trækulskærrerne ud fra de sorte Tremmeskure, og bestandigt drog Jærnkørernes Tog over Broen i det dæmrende Månelys.
I et Kuldegys smuttede Steffan ind til Hyttekransens Ild. Lukt op af Gulvet foer det vældige Bål, buldrende gennem Tagets Gab op i Nattehimlen, som vilde det sprænge den.
Susanna og Brynte sad på de sodsorte Bænke, under Skråtaget, og Steffan krøb ind til dem.
Hyttemestren drejede just Svingskovlen i den lange Kranarm ud over Bålet, og ned styrtede Malm og Trækul, Gang på Gang, til Bålet sprang ovenud af sig selv, styrtende op ad sine egne Luer og væltende ud af Taghullet, lillablåt og spanskgrønt, mens Kul- og Malmdyngen skød op som et Muldvarpeskud gennem Luerne.
Heden tvang dem baglæns mod Sparrerne, hvor Kulden trængte deres Rygge. En blålig Månehinde sitrede over Vinduesgluggen, omflagret af Ildens Arme.
