289
Drengene omsider slap ham … Ja, hvad vilde han til Gengæld? til Frugt? Om nu Livet ej agtede den Gengæld, den Frugt? ja, om den var dets Hensigt imod? som Kammeraterne ej ønskede hans Del i deres Lege, ja lukkede dem for ham, når han søgte dem?
Hvorfor? o Gud, hvorfor?
Skabtes han ej som de, omend en Fremmed, så dog af »Bjærget«s Side? ja, sejrede han ej i Fødslens Øjeblik over sin Medskabning Mikael? Og fandtes der noget Tilfældigt i Jærnets Rige? Så han ikke selv Adrians Mission? Og hans egen — —
O Gud, o Gud jo —: dér! Han lukkede Øjnene og knugede Hænderne tættere, men ikke for at værge sig, skjule sig for de to Ansigter, der nys så hvide, nu blussede af Ilden og af hinandens Blod — nej, for at fri sig, for at fly for det ensomme Ansigt, der under sin Snekrone af Hår og Slør smilende bøjede sig over dem — som før dernede i Forhallen, da de Mund ved Mund drak af »Velkomsten«: Gudmoder Hulda, Jacobschöldernes Sidste …
Ja, for at fly sin Lydighed: den ufrugtbare, og for at fri sig for dens Frugt: Lykken … undvige sin Pligt, spilde sin Ret, gøre sig til Mikael, den døde, eller, selvmorderisk og selvbefriende, tilregne sig, ikke Jærnet, Ansvaret for hans Død!
Ja, han vilde ikke se hende, Hulda af Jacobschöld, Moder til ingen, men Gudmoder til alle, ene af sin Slægt og sin Tid, men Centret i den nye, det Gangnes Vidne og Trøst — ej som Monseigneur, som Mychowitz et flygtigt Århundredes Træk, men det Eviges sande Åsyn: Lydigheden, Lykken!
Han stred sin sidste, sin hårdeste Kamp: mod sig selv og Glæden, for sin Fjende: Smærten. Han vilde ej sin Føde: den for ham bestemte Lod, han vilde Giften: den Skæbne ham var nægtet. Han vilde ej sin Sejr, han vilde sit Nederlag!
Hvorfor? Fordi han var den Vanskabte, Fornægteren!
Dog nej — den Fødsel, som lod ham sejre over Mikael, skabte ham ikke således, men hans første Oprør, hans første
