288
som Jorden i Høsten tager Løvet, og Ilden en Gang skal tage både jærn og Jord, sine Skabninger, når det Mål er nået, som ingen véd, men alle må lyde — ja, om så end heller ikke det findes til! »Det hellige Oprør« .. Er ene Lydigheden hellig? mod den Gud, der ene skabte og ene må råde for alle Tings Høst eller Forspildelse? Zegoels, Patron Jacobs, Elias'es Gud, er han ukendt, fordi han ej findes til? Ja, findes ej anden Gud at tjene og lyde her på Jorden end den ene Sete, ene Kendte: Jærnets? Og bringer ene Tjenesten for ham, Lydigheden mod ham, hin Trappes blodige Trin af Dage, til den Gud, som jeg formaster mig til at kende og agere? Og skænkes, Trin for Trin, Dag for Dag, Kraften til at fuldende, ihvad der end forlanges, og Lykken derved?
Ti — min Kraft, der lod mig opsluge Trappen og hende i ét Spring, ét Nu — giver den mig at bære hende de blodige Trin, de tro Døgn til Ende? ja, giver den mig så meget som at holde hendes Hånd fast? Slap jeg den ikke nys, kastet tilbage i mig selv, i min Pligt: Afmagten, af ham, som jeg drømte at trodse? Afmægtig: til Lydigheds gode Frugt, men mægtig: til Oprørs onde: at dø og døde!
Dog nej — han søgte at smile, befriet, men det blev til en Trækning af Nag: at han kunde tiltro det Jærn, der ej ønskede ham som Tjener, at tildele ham Magt som Fjende!
Dér sad Susan og Brynte jo allerede krøbne tæt sammen, på Bjørneskindet, i Ovnskæret, Ansigt til Ansigt, fundne hjem til sig selv og hinanden fra den korte Vildførelse, — lykkelige og lydige påny.
Den lykkelige Lydighed, ja! den frugtbare: de to sammen! Underligt, at de var føjelige mod Guds Vilje — og deres eget Begær!
Men han, med deres Appetit, deres Evne til Gengæld hundredfoldig — han var forpligtig til Sult, til Goldhed!
Han knugede Hænderne sammen, med Vejret indespærret i sig, sprængefærdig som fordum i Zacharias Piras Skole, i Spændetrøjen af Kammeraternes Næver, i Haglen af deres Hånlatter: »Nå, hvad vilde du så?«
Han gispede, fik Luft og faldt, som den Gang, når
