276
blot Jorden, men sig selv? Nej, følge hende, Loven, som han så angerfuld havde søgt med Mester Moll — og nu fundet ..: fortære og fortæres!…
Han smilte, som i Gråd, og famlede sig fra den frosne Rude gennem Olofs mørke Kammer, hvor Himmelsengens Gardiner og Døren rystede, i Ovnens Lysspil, af Dansen derinde.
Susan, jeg kommer — jeg kommer, som jeg må og skal, én af de mange, angerløs og viljeløs, et »Bjærget«s Barn, et Menneske af Jærn. Zegoel, Elias og Patron Jacob, hvad har I at lade mig høre? Jærnet vragede Eder, I ikke det! Søg I nu Guldaldren, for jer — og os! å, og find den! Jeg må lyde, som befales, og den, der byder, bærer Ansvaret!
Vrager han mig en Gang, blir jeg Eders, Barn og Olding, igen — går jeg atter Goliath under Øje!
Han fik Døren op, og dér, med alle Tæpperne fejede ind i Krogene, med de blottede Arme under de daskende Tindinglokker, med Barmen spændt som Halvkugler, dansede hun, stor og hvid, i Rummets lavloftede Lys, med Tapetdørene oppe til Kamrenes Dunkelhed, og Brynte, Olof og Adrian som Skygger rundt om sig — dansede i sit Åndedræts Bølger, væligt så Gulvene duvede.
Hør det et År ubetrådte Hus, hun havde vakt det! Hør knirkende Døre og Vægge, hør Ruder, knitrende i deres Is! Hør det nye Års, den nye Juls Dans — ikke Barndommens, nej Ungdommens, deres, som svang sig dér, Kød og Blod og Hår!
Se Bryntes, Olofs og Adrians Ansigter, blussende, trods rynkede Pander og sammenbidte Læber! Mærk: Islaget på. hans egne Kinder tøede, hver Muskel og Sene svulmede, omdøbte i Blod, ej et Barns, ej en Krøblings, nej Goliaths! Jærnets hver Pore: at fortære og fortæres!
Med Ansigtet mod Hængekronens spruttende Lys, med Hænderne bæltede om Livet sang hun:
»Små flickorna stå i dörren,
vill så gärna dansa —
och dansar inte du med mig,
så dansar inte jag med dig —
då blir det ingen dans utaf,
ack ingen dans utaf!«
